”Vi ved, at det er virksomhederne, der kan gøre en kæmpe forskel. Når unge, der har haft det svært, får lov at lykkes i et job, genvinder de troen på, at de kan noget. Samtidig får virksomheden en medarbejder, der er både motiveret og taknemmelig,” siger hun.
Men for at det kan lykkes, skal især små og mellemstore virksomheder klædes bedre på til at tage imod unge. Ifølge Trine Thomsen vil mange af dem gerne tage ansvar, men de kan blive usikre i mødet med unge, der har brug for ekstra støtte. Et ofte stillet spørgsmål er: Hvor mange ressourcer skal der egentlig afsættes til opgaven?
”Virksomhederne er optaget af driften. Der er travlt, og tanken om at tage en ung ind, som kræver lidt ekstra, kan virke overvældende. Derfor handler det om at starte i det små og få hjælp til at finde den rigtige model,” forklarer Trine Thomsen.
Hun understreger, at det ikke kræver et stort setup at skabe plads til en ung medarbejder. Men det kræver forberedelse og lysten til at tage imod et ungt menneske.
Vælg den rette person
Før du siger ja til en ung, skal du have gjort dig klart, hvor i virksomheden der er tid, lyst og ressourcer til at tage godt imod den unge.
”Start med at finde den medarbejder, der brænder for opgaven. Det skal være én, der har lysten til at være sammen med unge. Ofte er det personer, der i forvejen engagerer sig som fx fodboldtrænere, frivillige eller bare har flair for at tale med unge,” forklarer Trine Thomsen.
Hun anbefaler, at man er tydelig på, hvilke opgaver den unge skal løse, og hvilke krav der stilles:
”Der skal være plads til hensyn, men man skal også turde stille helt basale krav. Den unge skal vide, at man skal møde til tiden, melde sig syg, have arbejdstøj på og tage ansvar for sine opgaver. Mange af de unge har aldrig været på en arbejdsplads før, så det, vi andre tager for givet, skal de lære.”
Skab tryghed før første arbejdsdag Noget af det vigtigste for en god start er at skabe tryghed. Det arbejde begynder allerede inden opstart.
”Tag en snak, eller flere, med den unge og eventuelt sagsbehandleren fra kommunen. Giv en rundvisning, fortæl om arbejdspladsen, og vær ærlig om, hvad jobbet kræver. Så kan den unge mærke, om det er det rette match,” siger Trine Thomsen.
Hun anbefaler, at den unge eventuelt begynder på nedsat tid, så de mange nye indtryk ikke bliver for meget.
”De unge fortæller sjældent selv, hvis noget er svært. Derfor skal man følge op hver dag i starten. Spørg ind til, hvordan arbejdsdagen er gået – både med opgaver og kolleger. Det er sådan, man bygger tillid,” siger hun.
For mange unge er løbende feedback helt afgørende. De ved ikke altid, hvornår de har gjort det godt nok, og de kan hurtigt blive usikre, hvis de ikke hører noget.
”De er vant til feedback fra skolen og fra hjemmet, hvor de hele tiden bliver inddraget og anerkendt. Det gør, at de trives bedre med tydelige tilbagemeldinger. Så fortæl dem om det, der fungerer, og det, der skal justeres. Det kan også skabe ro for dig som leder, fordi du kan opdage udfordringer i tide.”
En gevinst for hele organisationen Når en virksomhed tager imod en ung, er det ikke kun den unge, der vokser. Trine Thomsen fortæller, at medarbejderne også oplever en stolthed over at gøre en forskel. De ser, hvordan en usikker ung pludselig begynder at bidrage, tage ansvar og finde sin plads. Det løfter både stemningen og fællesskabet, vurderer hun.
Derudover kan den unge være den praktiske hjælp, der får hverdagen til at glide lettere for alle ansatte:
”De unge kan tage nogle af de opgaver, der ellers bliver udskudt. Det frigør tid til virksomhedens kerneopgaver, og det kan mærkes i hverdagen.”
Trine Thomsens bedste råd til dig som leder er:
”Gør dig umage med forberedelsen. Sørg for at klæde organisationen på. Vær ærlig om, hvad I kan, og hvor grænserne går. Man behøver ikke tage imod alle unge, men de fleste kan tage nogen. Og jo bedre forberedt man er, desto større bliver gevinsten.”
|