Share

12 % af arbejdsstyrken identificerer sig som neurodivergente. Få værktøjer til at inkludere dem på arbejdspladsen.
 ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌

Har du fået dette nyhedsbrev tilsendt fra en ven eller kollega, og vil du gerne have dit eget, kan du tilmelde dig her

Kære


En dansk undersøgelse viser, at mindst 12 % af arbejdsstyrken identificerer sig som neurodivergent og dermed har en hjerne, der fungerer anderledes end gennemsnittets (Hans Knudsen Instituttet, 2024).


Det betyder, at du med stor sandsynlighed allerede har medarbejdere, der er neurodivergente – og hvis ikke, vil du sandsynligvis få det i den nærmeste fremtid. Antallet af unge, der får en diagnose inden for fx autismespektret, er nemlig stigende.


Det kræver arbejdspladser, der giver plads til forskellighed og kan tilbyde rammer og vilkår, så den enkelte yder sit bedste.

I dette nyhedsbrev får du derfor:

✅ Tre nye værktøjer til ledelse af neurodivergente

✅ Eksempler på tilpasninger – og hvorfor de er vigtige

✅ Viden om tre ordninger, hvor du kan få hjælp fra jobcentret.

Nyhedsbrevet udsendes som en del af projektet "Arbejdskraft nu og til fremtiden", der er støttet af Den Europæiske Socialfond og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Hvad er neurodivergens?


Neurodivergens er en betegnelse for, at nogle hjerner fungerer anderledes end den typiske hjerne.


Lige nu er der meget fokus på ADHD og autisme, men neurodivergens omfatter også andre diagnoser eller lidelser, hvor hjernen fungerer anderledes. Det kunne fx være ordblindhed, OCD eller angst (Weird works, 2025).


Hvad er neurodiversitet?


Neurodiversitet er en betegnelse for variationen i, hvordan menneskelige hjerner fungerer og forskelligheden i de måder, vi tænker og agerer på, fx på en arbejdsplads.


På mange arbejdspladser vil der derfor være både neurotypiske og neurodivergente medarbejdere.

Værktøj: Bliv klogere på din medarbejders præferencer


Dette værktøj hjælper dig med at finde frem til, hvordan din neurodivergente medarbejder bedst kan udføre sit arbejde og trives på arbejdspladsen.


Medarbejderen besvarer spørgsmål på en skala fra 1-5. Bagefter gennemgår I besvarelserne sammen.


Brug værktøjet i en indledende samtale om rammer og hensyn. Følg gerne op fx efter tre måneder for at se, om noget skal justeres. 

Gå til værktøj

Værktøj: Følg løbende op på din medarbejders trivsel


Som leder må du være nysgerrig og løbende følge op på din medarbejders trivsel i hverdagen.


Brug dette skema i din løbende opfølgning med din medarbejder. Så kan I sammen få et overblik over medarbejderens styrker, potentiale og motivation, og hvordan de bedst bringer deres kompetencer i spil. 


Giv gerne medarbejderen skemaet forud for samtalen, så han eller hun kan forberede sig. 

Gå til værktøj

Værktøj: Stil skarpe spørgsmål ved opgaveoverlevering


Nogle medarbejdere kan have brug for at få overleveret en opgave meget konkret for at kunne løse opgaven bedst muligt – især hvis der er tale om en neurodivergent medarbejder.


Dette værktøj giver dig 10 hv-spørgsmål, som kan hjælpe dig med at konkretisere opgaven i samtalen med medarbejderen. Nogle af spørgsmålene kan være mere relevante end andre, men prøv af, hvad der virker. 

Gå til værktøj

Derfor er der brug for tilpasninger


En af årsagerne til, at nogle neurodivergente medarbejdere oplever udfordringer, er, at vores arbejdspladser ofte er indrettet med udgangspunkt i neurotypiske hjerner. Det kan fx være i form af faste mødetider, krav om fysisk fremmøde eller kontormiljøer, hvor det er svært at skærme sig mod distraktioner.


Det er derfor vigtigt, at du som leder er nysgerrig på, om det, I plejer at gøre, kan gøres på en anden måde. Ofte vil det kun kræve få og små tilpasninger for at favne en bredere medarbejdergruppe.

Vi ser desværre ofte, at hvis man som neurodivergent, fx med ADHD, ikke får de rigtige rammer og vilkår på sit arbejde, er der mange, der brænder ud med tiden, fordi de overforbruger sig selv. Det kan man som leder forebygge ved at tage snakken om, hvilke rammer og vilkår medarbejderen præsterer bedst under – Anette Hansen, seniorkonsulent i Cabi.

Eksempler på tilpasninger:

  • Timeantal, fx tilpasning af arbejdstid

  • Afskærmning, fx opsætning af skillevægge

  • Opgaver, fx justering i antallet af opgaver eller opgavetyper

  • Fleksible arbejdstider, fx ved at kunne møde senere på arbejde

  • Hjælpemidler, fx lyddæmpende høretelefoner eller digitale apps

  • Ekstra tid, fx mere tid til at forstå en opgave eller gennemføre en opgave

  • Pauser i løbet af dagen, fx mulighed for at gå lidt for sig selv og få ”hjernero”

  • Fleksibelt arbejdssted, fx mulighed for at arbejde hjemme, når behovet er der

  • Stillezoner, fx adgang til arbejdsstationer/rum med mindre støj, så man kan fokusere bedre og reducere overstimulering.

Kilde: Neurodiversity at work, Pearn Kandola Research, 2024.

Jeg fortalte til jobsamtalen, at jeg har sensitiv hørelse. Så der lå et par helt nye hørebøffer med noise cancelling på min plads, da jeg startede, i stedet for blomster. Der var jeg lige ved at græde. Jeg synes, det var helt fantastisk, at de havde tænkt på det – Medarbejder med autisme


Kilde: Bahnsen, F. & Juhl. P. (2024) Inklusionskapacitet: Oplevelse af inklusion i arbejdsfællesskabet for medarbejdere med begrænset arbejdsevne.

Hjælp fra jobcentret


Via jobcentret findes der flere ordninger, som du kan bruge, hvis du har medarbejdere, der har brug for ekstra hjælp eller støtte for at kunne fortsætte med at være på arbejdspladsen.


Her kan du kort læse om tre af dem. Har du brug for en mere detaljeret gennemgang, er du meget velkommen til at kontakte os og få en gratis sparring.

Mentorordning

Hvis din medarbejder har brug for særlig støtte i en periode for at opnå eller fastholde sit job, har du mulighed for at få tilskud fra jobcentret til en mentorordning.


Der kan være brug for støtte, når din medarbejder starter, fx til at navigere i opgaver og arbejdsmiljø. Men det kan også være hjælp til at afklare, om medarbejderen har brug for hjælpemidler eller tilpasninger af rammer, så han eller hun kan trives i jobbet.


Læs mere om mentorordningen

Personlig assistance

Hvis en medarbejder har en funktionsnedsættelse, kan din virksomhed få tilskud til personlig assistance, hvor en leder eller kollega hjælper medarbejderen med det, man ikke kan i jobbet pga. funktionsnedsættelsen.


Der kan fx være brug for at få hjælp til at strukturere sine arbejdsopgaver, bevare overblik eller støtte til at kunne deltage i det sociale i virksomheden, fx til frokost.

Læs mere om personlig assistance

Hjælpemidler og arbejdspladsindretninger

Hvis medarbejderen har en funktionsnedsættelse, som kræver særlige hjælpemidler for at han eller hun kan udføre sine opgaver, kan du søge om tilskud af jobcentret.


Det kan fx være udstyr, som lyddæmpende høretelefoner eller apps til at læse tekst op eller til at holde struktur og bevare overblik over opgaver. Se eksempler på apps ➡️


Derudover kan din virksomhed også søge tilskud til mindre, men nødvendige arbejdspladsindretninger, der hjælper medarbejderen med at udføre sine opgaver. Det kan fx være særlig afskærmning eller regulering af lys og lyd.

Læs mere om hjælpemidler og arbejdspladsindretninger

Har du spørgsmål eller brug for sparring?

Så er du velkommen til at tage fat i Signe, Tina eller Anette

Signe Bloch-Krarup

Chefkonsulent

2227 5629 | sb@cabiweb.dk


Signe kan give dig sparring på, hvordan du leder neurodivergente medarbejdere og bringer deres kompetencer i spil.

Tina Fogh

Seniorkonsulent

2218 1033 | tif@cabiweb.dk


Tina er din hjælp til at få et godt samarbejde med jobcentret og ansætte ledige fra kanten af arbejdsmarkedet.

Anette Hansen

Seniorkonsulent

4038 5474 | ah@cabiweb.dk


Anette kan vejlede dig i, hvilken støtte og hvilke ordninger, der kan hjælpe din medarbejder med at kunne blive i sit job.

Vidste du, at…


Du kan ringe til Cabi og få gratis hjælp og sparring.


Fx om håndtering og forebyggelse af sygefravær, socialt ansvar, rekruttering, samarbejde med jobcentret og meget mere.



8612 8855

Podcast: Arbejdsplads til flere


Få viden og inspiration til, hvordan du som leder eller HR-ansvarlig kan tiltrække nye medarbejdere og skabe en socialt ansvarlig arbejdsplads med en lav medarbejderomsætning og et sundt arbejdsmiljø.


Find Cabis podcast

Få løbende inspiration – følg os på sociale medier:

Vi arbejder for et socialt ansvarligt arbejdsmarked,
hvor mennesker og virksomheder lykkes!

Cabi
Åboulevarden 70, 3.
8000 Aarhus C
Denmark
Du modtager denne mail, da du har sagt ja tak til at modtage nyheder fra Cabi.

Opdater personlige oplysninger eller afmeld nyhedsbrev

Email Marketing by ActiveCampaign